Mandag d. 20/10-2014:
Observation:
I dag har jeg været på CSYGC, og i over 2 timer har jeg spillet uno, med 4-5 drenge. Jeg har på det seneste observeret at nogle af børnene, driller og er ubehagelige over for x. Da vi sidder og spiller uno, begynder nogle af drengene at sige noget på filippinsk som x bliver meget sur over. De begynder også at lave abelyde og abe ansigter til x, hvilket han reagerer ved at slå ud efter dem, og henvende sig til mig og via hans ansigtsudtryk, kan jeg se at han vil have at de skal stoppe med det samme. X kan ikke snakke engelsk, men jeg kan kommunikere lidt med ham på filippinsk. Jeg siger til drengene at de skal stoppe med at drille x, både på filippinsk og engelsk, så jeg er sikker på at de forstod det. Børnene bliver ved med at drille x, og jeg siger til dem, at hvis ikke de stopper, så stopper vi med at spille uno. Den næste halve time går det godt, og vi hygger os omkring spillet. Drengene begynder at drille x igen, og jeg kan se på x, at det bliver for meget for ham. Jeg stopper spillet, og siger, at når de ikke kan finde ud af at stoppe med at drille x, så kan vi ikke spille uno mere. Jeg vælger at tage x med udenfor og starter en aktivitet med ham. Efter et stykke tid kommer de andre drenge til og fortsætter med at drille x. Jeg beder dem om at gå væk og finde på noget andet at tage sig til. De fortsætter dog, så jeg vælger at gå til nogle af de filippinske housemoms, som fungerer som nogle af de voksne på centret, og beder dem om at forklare drengene, at de skal stoppe og finde på noget andet at lave. De vælger dog ikke at gøre noget ved det, og griner bare af x, og går den anden vej. Resten af dagen går og er x hele tiden ved siden af mig, i form for en beskyttelse imod nogle af de andre drenge.
Refleksion:
Da vi sidder og spiller uno, og drengene begynder at drille x, og x svarer tilbage, er det svært for mig at vide hvad de siger til hinanden, da mit filippinske sprog er begrænset, og jeg ikke rigtig ved hvad de siger til hinanden. Ud fra deres kropssprog kunne jeg dog se, at det var ren mobning de gjorde imod x, også på grund af deres abelyde og abe ansigter. Disse drenge har meget begrænset engelsk tale, så det var svært for mig at gå ind og stoppe det verbalt. Jeg brugte de filippinske gloser som jeg kender, og som jeg ved jeg kan bruge. Drengene forstod også hvad jeg sagde til dem, men de drillede x alligevel. Da jeg vælger at vi stopper med at spille uno, og lave en aktivitet med x, var drengene meget nysgerrige på hvad vi lavede, og jeg kunne se på dem, at de virkelig gerne ville være med. I stedet for at stoppe med at drille, og dermed have en mulighed for at deltage i aktiviteten, valgte de at fortsætte. Efterfølgende tænkte jeg over om jeg skulle have gået til en af de større drenge, og bedt dem om at stoppe det, i stedet for nogle af de voksne som er på centret. Jeg ved dog også, at hvis jeg gjorde det, så ville drengene have fået en fysisk afstraffelse, og det ville jeg nu ikke byde dem, men var det fair over for x som blev mobbet? Jeg var virkelig i et etisk dilemma, for jeg kunne se på x, at han blev såret. Jeg håber dog at min tilstedeværelse ved x hele dagen, har været med til, at han kunne føle sig tryg, og at han vidste jeg var hos ham, og at jeg nok skulle hjælpe ham. Efterfølgende har jeg også tænkt over, at jeg ved at hvis sådan noget som dette skal stoppe, så skal børnene mærke det fysisk via en form for afstraffelse, ellers så bliver det ved. Dette har jeg selvfølgelig ikke mulighed for at gøre, men derimod kan de større drenge gøre det, men det er bare så fjern fra den kultur og miljø vi er vant til hjemme i Danmark. Alligevel står jeg tilbage med en følelse af at jeg virkelig føler med denne her dreng om blev mobbet, men at jeg ikke kunne være med til at give en afstraffelse de andre drenge, som var mobberne.
Til sidst er jeg i den grad frustreret og har ingen forståelse for, at voksne mennesker, som er ansat til at tilgodese børnene, bare griner og vender ryggen til børnene, når der er noget galt. Disse handlinger gør da, at drengen føler sig endnu mere ramt, når personer, som er meningen skal hjælpe dem, og voksne som de skal se op til. Som jeg ser det er det desværre en filippinsk kultur, at man træder på dem der ligger ned, i stedet for at få dem til at vokse.
Tirsdag d. 21/10-2014
Observation:
Idag skulle vi ud til pier 3, som er et af de mest fattige områder i Cebu City, hvor vi skulle lave nogle forskellige aktiviteter med gadebørnene. Vi tog til Colon først, for at købe nogle spil vi skulle have med derud. Derudover skulle vi også hente nogle Filipino Street Kids t-shirts, med forskellige danske firma logoer på, som har støttet FSK med et stort beløb. Dog skulle vi lige vente 2 timer ekstra da T-shirtene ikke var klar. Da vi kom ud til pier 3, blev vi mødt med stor venlighed som altid. Planen var at vi skulle dele de 15 t-shirts vi havde med ud til 15 børn, og tage nogle billeder af dem. Da vi tager T-shirtene frem og begynder, at dele nogle af dem ud, begynder der at komme flere og flere børn til. Vi starter med at dele 5 T-shirts ud, og tager billeder af de 5 børn, som dog har lidt svært ved at stå stille, men det lykkedes os og få taget enkelt billede af dem, og fælles billeder. Derefter er der kommet en del børn til som står i en stor rundkreds omkring os, som alle vil have en T-shirt. Vi får med besvær delt de sidste T-shirts ud, og fik taget de billeder der skulle bruges. Vi brugte dog lidt tid på at skulle tage billeder, da det var svært at skulle samle dem alle sammen.
Efterfølgende ventede vi en halv time inden vi gik i gang med vores planlagte aktiviteter. Vi var 4 pædagog studerende, så vi lavede 4 stationer hvor vi hver især havde en aktivitet. Der var ikke lige så mange børn, som da vi sluttede med at skulle dele T-shirts ud, så det var lidt mere overskueligt. Min aktivitet var Twister, og i starten var børnene lidt tilbageholdende, da de ikke kendte spillet. Jeg fik dog hurtigt overtalt en til at spille med mig. Efter et par minutter, var der flere børn der var på, da de kunne se at det ikke var så ”farligt”. Vi spillede nu en 5-6 stykker på Twister pladen, og efter et par spil kunne jeg trække mig ud, og overlade spillet til børnene. Jeg stod ved siden af børnene og observerede dem spille, da jeg på et tidspunkt går lidt væk for at se hvad de andre laver, pakker børnene spillet sammen, da de tror vi er færdige med at lege. Jeg går tilbage til der hvor vi spillede, og spørger: ”Har i ikke lyst til at spille mere?” Der kommer ikke rigtigt noget svar, og jeg tager det som om, at så vil de gerne spille mere. Jeg starter spillet igen, og straks er der mange børn der gerne vil være med, efter 1 runde trækker jeg mig ud igen, og de hygger sig med spillet resten af dagen.
Refleksion:
Jeg havde bestilt T-shirtene 10 dage inden afhentning, og havde fået en lovning på de var færdige inden for 3 dage. Så at de ikke var færdige, da vi kom og skulle hente dem, viser at tingene ikke går hurtigt hernede, lidt af det samme problem jeg havde med vores NGO registrering, men det er jo en del af den Filippinske kultur. Da der er omkring 200 gadebørn i det område ved pier 3, vidste vi godt at det kunne være en svær opgave at skulle dele 15 T-shirts ud. Selvfølgelig bliver de glade for vi kommer, og dem som får en T-shirt, bliver rigtig glade, men hvad så med resten, som måske også havde forventet en? Hos Filipino Street Kids har vi den regel, at hvis et firma donerer 3000 kr. tager vi nogle billeder sammen med 5 gadebørn, med deres logo på maven, og sender dem hjem til Danmark. Når du arbejder med gadebørn, er de typisk sig selv nærmest, og de har deres måder at overleve og få ting på. Da vi deler alle T-shirtene ud, synes jeg det går godt og smertefrit, de synes det er sjovt, og de er glade for vi er her. Selvfølgelig ville alle gerne have haft en, men der var ikke nogen der brokkede sig. Der var nogle der spurgte om vi havde flere, men da vi sagde nej, sagde de bare okay og smilte. Det overraskede mig en lille smule, da jeg havde forventet, vi blev overfaldet fuldstændigt. Til næste gang, skal vi så sørge for, at det ikke er de samme som får en T-shirt, men det er nogle af de andre børn.
Da vi sluttede af med at give de sidste T-shirts og fik taget de sidste billeder, var det bevidst, at vi ventede en halv time med at gå i gang med aktiviteterne. Vores håb var at der ville være lidt færre børn når vi gik i gang, da vi ikke har ressourcer til at rumme så mange børn. Da vi følte der var tilpas mange børn, gik vi i gang med aktiviteterne, men der kom dog nogle flere stykker til, men ikke flere end vi ikke kunne styre og kontrollere det. Jeg satte aktiviteten Twister i gang, og det var tydeligt at se, at børnene ikke kendte spillet. Min plan var dermed, at jeg ville benytte mig af de 3 læringsrum, og starte med at gå foran barnet og vise dem hvad legen gik ud på. Da jeg får en af børnene med, og de andre børn observerer og ser hvordan man gør, kommer de hurtigt med i spillet, og det ændrer sig derved til at jeg er ved siden af barnet, støtter dem, og er på lige fod med børnene. Da jeg efter et par spil trækker mig ud af legen, og går bagved barnet, og overlader feltet/rummet til dem, og de legede uden min deltagelse. Jeg synes det fungerede super godt, og børnene hyggede sig virkelig med spillet. Jeg fik dannede nogle gode relationer til børnene, og jeg kunne mærke de fik en følelse af, at her er nogle som gider, at spille og lege med dem, og varetage deres interesser. Det var tydeligt at se, da jeg gik helt væk fra spillet, blev de i tvivl om, at de måtte spille mere, når jeg ikke holdte ”øje med dem”. Men da jeg satte aktiviteten i gang igen, var med en enkelt gang, og gik væk fra aktiviteten igen, legede de videre uden nogle problemer. Mit mål ved dette var bl.a. også at vise dem, at vi stoler på dem, og at de kunne danne nogle gode relationer indbyrdes, og have en god oplevelse sammen. Jeg kan bruge dette her til meget, da jeg har fået styrket mine relationer til børnene, og fået opbygget et endnu stærkere tillidsbånd. Derved har jeg større mulighed på sigt, at kunne sætte mig ind i deres liv på gaden, og deres kultur, så jeg vil helt bestemt arbejde videre med den gode relation også. Jeg gik hjem med en følelse af, at vi virkelig havde givet drengene en god oplevelse, og at de havde en god dag.
Torsdag d. 21/8-2014
Observation:
De sidste 3 dage har jeg været på DSWD, som fungerer, som de sociale myndigheder i Filippinerne. Alle institutioner som er stats eget, bliver styret igennem DSWD. Derudover er det også DSWD, man kan gå til hvis man har nogle sociale problemer, eller hvis forældre vil have hjælp til at deres børn skal anbringes på et børnehjem, eller forældreløse børn, kan få hjælp hos DSWD. Da vi er en nyopstartet organisation i Filippinerne, skal vi have nogle forskellige godkendelser, hvis vi skal åbne vores eget børnehjem. Derfor tog jeg til DSWD for at forhøre mig hvilke registreringer vi skulle have, og hvordan og hvorledes vi skulle gøre. Alt i alt blev jeg henvist til 3 forskellige personer, som jeg alle fortalte hvilken organisation vi var, og hvilket arbejde vi havde tænkt os at udføre i Cebu City. Dog fik jeg ikke fat i den rette, og fik af vide, at jeg skulle vende tilbage næste dag, og snakke med en 4. person. Da jeg vender tilbage den næste dag, får jeg at vide at personen desværre ikke er mødt op på arbejde i dag, så jeg måtte vende tilbage den næste dag. Da jeg møder på DSWD om onsdagen, får jeg endelig fat i den rette person, mødet bliver desværre alt for kort, for da jeg har fortalt hende om vores situation, kunne hun slet ikke hjælpe os, da vi skal registreres som et firma på SEC kontoret (securuties and Exchange Commissions office), hvor alle firmaer og organisationer skal registreres, før at vi kunne gå til DSWD. Jeg tog derfor til SEC kontoret i dag, i håb om at vi kunne registreres som firma. Efter at have ventet 2 timer på at det blev min tur til at komme til i informationer, fik jeg en lang liste, som jeg blev bedt om at følge. Jeg stillede receptionisten et par spørgsmål, men det eneste svar jeg fik var, at jeg skulle bare følge listen, så enkelt var det.
Refleksion:
Da jeg ankom til DSWD den første dag, og snakkede med 3 forskellige personer, som alle fik fortalt fra bunden af hvilken organisation vi er og, hvor langt vi er i processen, kan det godt undre mig jeg ikke blev sendt til SEC kontoret noget før. Jeg føler lidt at det er spild de 3 dage, jeg har været ved DSWD, og fundet ud af hvordan jeg skulle starte, det kunne nogle af de mennesker godt have fortalt mig. Måske vidste de det ikke, men det undrer mig så også lidt, hvis ikke de ved, det burde de da efter min mening vide. Jeg har erfaret mig at ting tager tid hernede i Filippinerne, og de tager meget tingene som det kommer. Det er heller ikke altid medarbejderne møder op, selvom de egentlig skulle. Jeg fik af vide af hende jeg skulle snakke med, skulle være der på kontoret, da jeg kom om tirsdagen, men i stedet var hun ude i felten og arbejde. Der kunne de med fordel, være lidt bedre til at koordinere med hinanden, så de vidste hvor de forskellige personer var, og der ikke opstår forvirring. Da jeg endelig får henvendt mig det rigtige sted nemlig SEC kontoret, får jeg en liste på hvordan fremgangsmåden er. Listen ser en lille smule uoverskuelig ud, og da jeg spørger dem om et par spørgsmål, kan jeg godt se hun er ret så irriteret over at jeg gør det, og det virker, som om de bare skal have alle kunder igennem, og så er det lidt lige meget hvordan de bliver behandlet. Da jeg får nærstuderet listen lidt nærmere er jeg stadig meget forvirret hvad jeg skal gøre, og synes de virker ret så uoverskueligt, det virker til det er lidt sværere end jeg havde forventet. Som jeg står lige nu i den her situation, havde jeg ønsket jeg bare havde været i en institution, hvor alle registreringer var der, og man bare skulle fokusere på det pædagogiske arbejde.
Fredag d. 29/8-2014
Observation:
Efter jeg har fået listen på hvordan man skal SEC registreres finder jeg efter nogle dage ud af, at man skal lave en reservation af vores navn Filipino Street Kids, på deres hjemmeside. Jeg går dermed ind og laver en online registrering af vores navn, og følger brugsanvisningen derinde, som egentlig var lige til. Den efterfølgende dag om tirsdagen, tager jeg på SEC kontoret for at skulle betale for vores reservation, som skulle gøres inden for 5 dage. Da jeg ankommer til kontoret, går der igen omkring 2 timers tid, inden det bliver min tur i receptionen. Da jeg fortæller hende at jeg har reserveret navnet ”Filipino Street Kids”, kan hun ikke finde noget i systemet. Jeg har også et reservationsnummer, men på dette er der heller ikke noget held. Jeg bliver bedt om at gå til 2. sal, hvor de kunne hjælpe mig med at finde min reservation der. Heller ikke her kunne de finde min reservation, hverken på navnet eller nummeret, så jeg bliver bedt om at lave en ny reservation og komme tilbage igen. Jeg tager straks til vores kontor og laver en ny reservation, i håb om at det så vil kunne lykkedes. Efter det, tager jeg tilbage på SEC kontoret, og heldigvis er reservationen gået igennem, og jeg kan betale de 75 kr. det koster. Efter jeg har betalt skal jeg op og ha mit bevis på at jeg har betalt og nogle papirer som jeg skal udfylde. Sekretæren vil dig ikke godkende det, da hun skal have et bevis på at vi er et registreret firma i Danmark. Jeg forklarer hende at hjemme i Danmark er alt registreret online via et CVR nummer, og giver hende vores CVR nummer. Efter et stykke tid med diskussion frem og tilbage, ender det med jeg får mine papirer, og en opgave som jeg regnede med ville tage en time tog alt i alt lige pludselig 7 timer.
Refleksion:
Da jeg endelig fandt ud af hvad man skulle starte med, var jeg spændt på om jeg kunne få det til at lykkes. Da jeg kommer til SEC kontoret, var det en lille smule frustrerende at de ikke kunne finde vores reservation i deres system, da jeg havde fået et reservationsnummer og en kvittering på dette, vidste at den var gået igennem. Det tog en del længere tid end jeg havde regnet med, da jeg brugte hele dagen på det, men alligevel en dejlig følelse, at det endelig til sidst lykkedes mig at få reservationen i hus, selvom de ikke ville give mig kvitteringen i starten. Indtil videre i denne proces, har jeg fundet ud af, at det ikke er helt nemt, at skulle skaffe disse godkendelser. Vi kunne have sat en advokat på sagen, og få det ordnet for os, men det koster selvfølgelig nogle penge, som vi gerne skulle bruge på børnene i stedet. Samtidig vil jeg nu også hellere gøre det selv, så jeg får den erfaring med, hvordan man gør, når man skal have de forskellige godkendelser til at starte op inden for social work i Filippinerne. Under processen i dag, virkede det som om, at jeg var mere en belastning end de ville hjælpe mig, Dette undrer mig lidt, da det filippinske folkefærd normalt er noget af det flinkeste folkefærd, som jeg kender. Dette var dog kun det første step, og der er 3-4 mere der skal udføres før vi får vores godkendelse som firma, dette vil jeg arbejde videre med i næste uge.
Tirsdag d. 2/9-2014
Observation:
I dag har jeg arbejdet videre med vores SEC godkendelse, hvor jeg skulle i gang med step nummer 2. Jeg har fundet ud af jeg skal have fat i nogle papirer som skal udfyldes. Disse papirer skulle man kunne finde på nettet, men efter en times søgen, har jeg ikke kunne finde de papirer jeg skulle bruge. Derfor tog jeg til SEC kontoret endnu en gang, for at høre hvor jeg kunne finde de papirer jeg skal udfylde. Da jeg ankommer til SEC kontoret, finder jeg hurtigt ud af at man kan købe papirerne her (selvfølgelig efter noget ventetid). Jeg køber papirerne, og får en stak på omkring 100 papirer. Jeg spørger om hun kan lave en hurtig gennemgang af det vigtigste der skal udfyldes, men får blot et svar, at det må jeg selv finde ud af. Jeg vender tilbage til kontoret, og begynder at bladre alle papirerne igennem, og finder det ret så uoverskueligt. Jeg vender det med min chef, som heller ikke helt kan gennemskue de forskellige ting. Vi bliver enige om, at vi må vente med det, og få nogle til at hjælpe os.
Refleksion:
Efter at have brugt rigtig mange timer og energi på at få denne SEC godkendelse i hus, finder jeg det utroligt frustrerende, at jeg ikke fik godkendelsen. Jeg finder det utroligt frustrerende hele den proces jeg har været igennem med SEC kontoret, da jeg ikke føler der har været særligt meget hjælp at hente der. Jeg havde ikke forventet at det var så svært at få denne godkendelse i hus, men jeg er nu blevet klogere på, at det kræver en del arbejde, og vi bliver nødt til at have nogle personer indover, som har noget forstand på det. Hele processen har dog givet mig et indblik i hvor langsomt det går med at få registreret ting hernede, og at man bliver nødt til at få hjælp fra nogle som har forstand på det. Derudover har jeg også fundet ud af, at man skal have en filippiner med indover, når man skal registrere et firma i Filippinerne.
I den videre proces vil vi finde nogle personer, som kan hjælpe os med SEC registreringen. Jeg glæder mig til at komme i gang med det igen, da det skal lykkes os at få denne registrering, dette vil jeg finde ud af de næste par måneder.
Tirsdag d. 23/12-2014
I det område vi har vores drop in center (pier 3), har vi længe gået med nogle tanker om, at vi ville holde et feeding programme. Vi ved at disse familier kæmper en daglig kamp for at kunne skaffe mad hver dag, så de kan få stillet sulten. Jeg snakkede med en af mødrene i pier 3, og hun er ene og alene om at forsørge sin familie. Hun tjener 4000 pesos om måneden, hvilket svarer til lige under 600 kr. De 1000 pesos går til husleje, og for resten, skal hun få alle udgifter til at hænge sammen for 3000 pesos, det er en svær opgave!
Til at starte med havde vi planlagt at vi skulle lave et arrangement for drengene ude på CSYGC d. 23. December, men da der er sket rigtig mange aktiviteter ude på centret, blev vi enige om at vi kunne bruge vores ressourcer bedre. Vi gik derfor i gang med en indsamling, så vi kunne give mad til omkring 400 mennesker ude i pier 3. Vi vidste det ville blive noget af et projekt, men samtidig brænde vi også så meget for at give de her mennesker noget ekstra her til jul, og så troede vi på at det kunne lade sig gøre. Efter et par dage havde vi samlet nok penge ind, og vi var nu klar til at gå i gang med at lave vores feeding programme.
Da det ville blive for dyrt at skulle bestille maden udefra, havde vi besluttet os for at lave al maden selv. Vi havde købt ind for ca. 2000 kr., og her skulle der være mad til omkring 400 mennesker. Da vi aldrig har prøvet at lave mad til så mange før, var min kæreste så sød, at hjælpe os, og vi fik lov til at lave det hos hendes søster, hvor der var et par hjælpere som hjalp med at lave maden. De mødtes kl. 3 om morgenen, og gik i gang med at lave maden. Os studerende ankom ca. kl 8, og her havde de næsten allerede lavet det hele – Imponerende!
Vi gik i gang med at pakke det forskellige mad i nogle lunch boxes, og efter et stykke tid, havde vi pakket alle 400 madpakker og var nu parat til at gå i krig med at dele maden ud.
Jeg havde med nøje overvejet om jeg skulle fortælle familierne i pier 3, at vi kom denne dato, og fortælle tidspunktet også, men jeg var nervøs for, at det ville sprede sig til de nærliggende områder, så vi måske stod med 1000 mennesker, eller endda flere. Da vi ankommer til pier 3, opfatter familierne hurtigt, at vi har noget med til dem, og vi bliver omringet lynhurtigt af en masse mennesker. Heldigvis har vi en rigtig god relation til mange af mødrene derude, og de er gode til at være med til at organisere det. Vi ved ikke rigtigt hvor mange mennesker der florerer i dette område, så vores første prioritet, er at alle børnene får noget mad. For at få lidt struktur på det, får vi dem delt op i 2 linjer, så det er lidt mere overskueligt og dele maden ud. Da det er gadebørn vi har med at gøre ved vi, at de kæmper for overlevelse og de vil have så meget mad som overhovedet muligt. Derfor markerer vi et kryds med en sprit tus på deres ene hånd, så vi kan se de har fået, ellers har vi på ingen måde mad nok. Nogle af disse børn prøver at vaske deres kryds af hænderne, for at få noget mere, men det er også en ting vi er opmærksomme på og står og kigger efter. Nogle af dm prøver at gå to gange, men når vi siger til dem, at de har fået accepterer de det, og går væk igen. Der er rigtig mange børn og voksne, og i køen presser de på for at få noget mad. Heldigvis har vi nok mad med, og alle får noget at spise.
Jeg var en smule nervøs for dette arrangement, da jeg vidste at nogle af disse mennesker, vil gøre alt for at overleve, og få så meget mad som overhovedet muligt. Derfor er jeg enormt glad og stolt over, at vores feeding programme gik som planlagt, og uden problemer. Der var masser af smil, taknemmelighed og krammere, og de var så glade for, at vi kom med noget mad til dem. Mange af disse børn vil helst glemme julen, da de har mange dårlige oplevelser omkring julen. Det at kunne være med til at gøre deres jul lidt bedre, er en fantastisk følelse.
Torsdag d. 27/11-2014:
Vi har nu arbejdet i nogle måneder i området pier 3. Fra start af har jeg vidst at det er et omfattende projekt vi er gået i gang med. Vi havde meget få oplysninger om området, da vi startede, men vi vidste der var behov for pædagogisk hjælp derude. Det har vist sig, at der har været mange flere gadebørn i dette område end jeg havde regnet med. Mange af disse børn er underernæret, har meget dårlig hygiejne, og mange af dem har heller ikke noget tøj. Mange af disse familier lever langt under fattigdoms grænsen, og derfor sender mange af familierne deres børn ud for at arbejde eller tigge om penge. I en alder helt ned til 4-5 års alderen ser man børn gøre disse ting, og det er jo forfærdeligt at se på. Jeg har hurtigt fundet ud af, at det er umuligt at redde alle disse familier, der er så mange og deres fattigdom er så stor, så fra Filipino Street Kids side, kan det simpelthen ikke lade sig gøre. Det vi derimod kan gøre for disse børn, er at give muligheden for børnene til at være børn. Børn i 4-5 års alderen skal ikke lave hårdt fysisk arbejde, gå alene ude på store hovedveje og tigge om penge, arbejde hårdt i hjemmet med daglige pligter. Dette er en typisk dagligdag for disse børn, hvor deres forældre tvinger dem til, at gøre alle disse ting. Det vi kan gøre for disse børn det er at få stimuleret nogle af deres sanser, få puttet nogle gode oplevelser ned i deres habitus, få udfordret deres kreative evne ved forskellige aktiviteter og lege. Vi kan grine og have det sjovt med dem, så de glemmer nogle af fortidens og dagligdagens problemer. Selvom vi ikke kan redde dem, så tror jeg på, at det er utroligt vigtigt vi er her for de her børn, og vi er med til at give dem noget positivt i deres liv. Det er derved også utroligt vigtigt for os, at vi kan holde den professionelle afstand til børnene, da vi ikke er her for evigt for dem. Dette har også været utroligt svært, da man har lyst til at tage dem alle sammen med sig, og give dem et trygt hjem og mad 3 gange om dagen. Man får en utrolig stor medfølelse for de her børn ret så hurtigt, men virkeligheden er vi ikke kan redde dem, men vi kan gøre en forskel i deres dagligdag.
Disse familier får en del børn, i gennemsnit 4-6 børn. Det er ufatteligt svært, men dog ikke umuligt at bryde den sociale arv. Jeg har snakket med mange af forældrene, og de tror ved at få en masse børn, så kan de tjene penge og forsørge familien. Men hvordan skal de kunne gøre det, når der ikke er råd til, at de kan få en uddannelse? Hvordan skal de kunne få sig et godt arbejde, så de kan forsørge deres familie uden en uddannelse? For mig at se er det umuligt. De er afhængige af, at der er nogle mennesker som kommer ind og hjælper dem økonomisk, og kan betale for børnenes uddannelse, det sker i nogle tilfælde men de er meget sjældne.
Når jeg har arbejdet i pier 3, har jeg lagt stor vægt på at benytte mig af de 3 læringsrum. Dette har hjulpet mig utroligt meget i mit arbejde med gadebørn, og noget jeg vil lægge stor vægt på fremover. Børnene har til tider været meget generte og forsigtige når vi skulle lave en leg eller aktivitet, som de ikke kender. Ved at starte med at gå foran barnet, og vise dem hvordan man laver aktiviteten, kommer der stille og roligt flere og flere med, og de begynder at føle sig trygge i legen. Derudover har det også været vigtigt at få sat nogle tydelige rammer, og få forklaret dem nogle af de sociale spilleregler, så der er klare retningslinjer, om hvordan vi leger og behandler hinanden i dette rum. En gang imellem når vi er ankommet til pier 3, leger nogle af børnene de lege, som vi har lært og leget med dem, og dermed kan vi være bagved barnet, da de selv kan lege legen nu, og det har i den grad været fantastisk at se.
Vores profession gør, at vi har mulighed for, at hjælpe disse familier med at kunne opdrage på deres børn. Mange af disse familier har ikke kendskab til hvad børnenes behov er. Her har jeg taget udgangspunkt i Maslows behovspyramide, hvor de forskellige behov skal dækkes. Det første behov der skal dækkes er de fysiske behov, og allerede her har familierne svært ved få deres børn dækket ved dette behov. Vi som pædagog studerende skal gå ind og hjælpe med at rådføre disse familier, hvad der er godt og dårligt for børnene, selvfølgelig er det en helt anden kultur, men vi skylder dem at gøre et forsøg. Børn skal have love til at være børn, deres sanser skal stimuleres. Mange af børnene er vågne langt ud til om natten, de har brug for deres søvn. Vi skal anerkende børnene, når de har gjort noget godt, og give dem nogle succes oplevelser. Dette er blot nogle af de ting, som vi skal være med til at give nogle redskaber til disse forældre.
Observation:
I dag har jeg været på CSYGC, og i over 2 timer har jeg spillet uno, med 4-5 drenge. Jeg har på det seneste observeret at nogle af børnene, driller og er ubehagelige over for x. Da vi sidder og spiller uno, begynder nogle af drengene at sige noget på filippinsk som x bliver meget sur over. De begynder også at lave abelyde og abe ansigter til x, hvilket han reagerer ved at slå ud efter dem, og henvende sig til mig og via hans ansigtsudtryk, kan jeg se at han vil have at de skal stoppe med det samme. X kan ikke snakke engelsk, men jeg kan kommunikere lidt med ham på filippinsk. Jeg siger til drengene at de skal stoppe med at drille x, både på filippinsk og engelsk, så jeg er sikker på at de forstod det. Børnene bliver ved med at drille x, og jeg siger til dem, at hvis ikke de stopper, så stopper vi med at spille uno. Den næste halve time går det godt, og vi hygger os omkring spillet. Drengene begynder at drille x igen, og jeg kan se på x, at det bliver for meget for ham. Jeg stopper spillet, og siger, at når de ikke kan finde ud af at stoppe med at drille x, så kan vi ikke spille uno mere. Jeg vælger at tage x med udenfor og starter en aktivitet med ham. Efter et stykke tid kommer de andre drenge til og fortsætter med at drille x. Jeg beder dem om at gå væk og finde på noget andet at tage sig til. De fortsætter dog, så jeg vælger at gå til nogle af de filippinske housemoms, som fungerer som nogle af de voksne på centret, og beder dem om at forklare drengene, at de skal stoppe og finde på noget andet at lave. De vælger dog ikke at gøre noget ved det, og griner bare af x, og går den anden vej. Resten af dagen går og er x hele tiden ved siden af mig, i form for en beskyttelse imod nogle af de andre drenge.
Refleksion:
Da vi sidder og spiller uno, og drengene begynder at drille x, og x svarer tilbage, er det svært for mig at vide hvad de siger til hinanden, da mit filippinske sprog er begrænset, og jeg ikke rigtig ved hvad de siger til hinanden. Ud fra deres kropssprog kunne jeg dog se, at det var ren mobning de gjorde imod x, også på grund af deres abelyde og abe ansigter. Disse drenge har meget begrænset engelsk tale, så det var svært for mig at gå ind og stoppe det verbalt. Jeg brugte de filippinske gloser som jeg kender, og som jeg ved jeg kan bruge. Drengene forstod også hvad jeg sagde til dem, men de drillede x alligevel. Da jeg vælger at vi stopper med at spille uno, og lave en aktivitet med x, var drengene meget nysgerrige på hvad vi lavede, og jeg kunne se på dem, at de virkelig gerne ville være med. I stedet for at stoppe med at drille, og dermed have en mulighed for at deltage i aktiviteten, valgte de at fortsætte. Efterfølgende tænkte jeg over om jeg skulle have gået til en af de større drenge, og bedt dem om at stoppe det, i stedet for nogle af de voksne som er på centret. Jeg ved dog også, at hvis jeg gjorde det, så ville drengene have fået en fysisk afstraffelse, og det ville jeg nu ikke byde dem, men var det fair over for x som blev mobbet? Jeg var virkelig i et etisk dilemma, for jeg kunne se på x, at han blev såret. Jeg håber dog at min tilstedeværelse ved x hele dagen, har været med til, at han kunne føle sig tryg, og at han vidste jeg var hos ham, og at jeg nok skulle hjælpe ham. Efterfølgende har jeg også tænkt over, at jeg ved at hvis sådan noget som dette skal stoppe, så skal børnene mærke det fysisk via en form for afstraffelse, ellers så bliver det ved. Dette har jeg selvfølgelig ikke mulighed for at gøre, men derimod kan de større drenge gøre det, men det er bare så fjern fra den kultur og miljø vi er vant til hjemme i Danmark. Alligevel står jeg tilbage med en følelse af at jeg virkelig føler med denne her dreng om blev mobbet, men at jeg ikke kunne være med til at give en afstraffelse de andre drenge, som var mobberne.
Til sidst er jeg i den grad frustreret og har ingen forståelse for, at voksne mennesker, som er ansat til at tilgodese børnene, bare griner og vender ryggen til børnene, når der er noget galt. Disse handlinger gør da, at drengen føler sig endnu mere ramt, når personer, som er meningen skal hjælpe dem, og voksne som de skal se op til. Som jeg ser det er det desværre en filippinsk kultur, at man træder på dem der ligger ned, i stedet for at få dem til at vokse.
Tirsdag d. 21/10-2014
Observation:
Idag skulle vi ud til pier 3, som er et af de mest fattige områder i Cebu City, hvor vi skulle lave nogle forskellige aktiviteter med gadebørnene. Vi tog til Colon først, for at købe nogle spil vi skulle have med derud. Derudover skulle vi også hente nogle Filipino Street Kids t-shirts, med forskellige danske firma logoer på, som har støttet FSK med et stort beløb. Dog skulle vi lige vente 2 timer ekstra da T-shirtene ikke var klar. Da vi kom ud til pier 3, blev vi mødt med stor venlighed som altid. Planen var at vi skulle dele de 15 t-shirts vi havde med ud til 15 børn, og tage nogle billeder af dem. Da vi tager T-shirtene frem og begynder, at dele nogle af dem ud, begynder der at komme flere og flere børn til. Vi starter med at dele 5 T-shirts ud, og tager billeder af de 5 børn, som dog har lidt svært ved at stå stille, men det lykkedes os og få taget enkelt billede af dem, og fælles billeder. Derefter er der kommet en del børn til som står i en stor rundkreds omkring os, som alle vil have en T-shirt. Vi får med besvær delt de sidste T-shirts ud, og fik taget de billeder der skulle bruges. Vi brugte dog lidt tid på at skulle tage billeder, da det var svært at skulle samle dem alle sammen.
Efterfølgende ventede vi en halv time inden vi gik i gang med vores planlagte aktiviteter. Vi var 4 pædagog studerende, så vi lavede 4 stationer hvor vi hver især havde en aktivitet. Der var ikke lige så mange børn, som da vi sluttede med at skulle dele T-shirts ud, så det var lidt mere overskueligt. Min aktivitet var Twister, og i starten var børnene lidt tilbageholdende, da de ikke kendte spillet. Jeg fik dog hurtigt overtalt en til at spille med mig. Efter et par minutter, var der flere børn der var på, da de kunne se at det ikke var så ”farligt”. Vi spillede nu en 5-6 stykker på Twister pladen, og efter et par spil kunne jeg trække mig ud, og overlade spillet til børnene. Jeg stod ved siden af børnene og observerede dem spille, da jeg på et tidspunkt går lidt væk for at se hvad de andre laver, pakker børnene spillet sammen, da de tror vi er færdige med at lege. Jeg går tilbage til der hvor vi spillede, og spørger: ”Har i ikke lyst til at spille mere?” Der kommer ikke rigtigt noget svar, og jeg tager det som om, at så vil de gerne spille mere. Jeg starter spillet igen, og straks er der mange børn der gerne vil være med, efter 1 runde trækker jeg mig ud igen, og de hygger sig med spillet resten af dagen.
Refleksion:
Jeg havde bestilt T-shirtene 10 dage inden afhentning, og havde fået en lovning på de var færdige inden for 3 dage. Så at de ikke var færdige, da vi kom og skulle hente dem, viser at tingene ikke går hurtigt hernede, lidt af det samme problem jeg havde med vores NGO registrering, men det er jo en del af den Filippinske kultur. Da der er omkring 200 gadebørn i det område ved pier 3, vidste vi godt at det kunne være en svær opgave at skulle dele 15 T-shirts ud. Selvfølgelig bliver de glade for vi kommer, og dem som får en T-shirt, bliver rigtig glade, men hvad så med resten, som måske også havde forventet en? Hos Filipino Street Kids har vi den regel, at hvis et firma donerer 3000 kr. tager vi nogle billeder sammen med 5 gadebørn, med deres logo på maven, og sender dem hjem til Danmark. Når du arbejder med gadebørn, er de typisk sig selv nærmest, og de har deres måder at overleve og få ting på. Da vi deler alle T-shirtene ud, synes jeg det går godt og smertefrit, de synes det er sjovt, og de er glade for vi er her. Selvfølgelig ville alle gerne have haft en, men der var ikke nogen der brokkede sig. Der var nogle der spurgte om vi havde flere, men da vi sagde nej, sagde de bare okay og smilte. Det overraskede mig en lille smule, da jeg havde forventet, vi blev overfaldet fuldstændigt. Til næste gang, skal vi så sørge for, at det ikke er de samme som får en T-shirt, men det er nogle af de andre børn.
Da vi sluttede af med at give de sidste T-shirts og fik taget de sidste billeder, var det bevidst, at vi ventede en halv time med at gå i gang med aktiviteterne. Vores håb var at der ville være lidt færre børn når vi gik i gang, da vi ikke har ressourcer til at rumme så mange børn. Da vi følte der var tilpas mange børn, gik vi i gang med aktiviteterne, men der kom dog nogle flere stykker til, men ikke flere end vi ikke kunne styre og kontrollere det. Jeg satte aktiviteten Twister i gang, og det var tydeligt at se, at børnene ikke kendte spillet. Min plan var dermed, at jeg ville benytte mig af de 3 læringsrum, og starte med at gå foran barnet og vise dem hvad legen gik ud på. Da jeg får en af børnene med, og de andre børn observerer og ser hvordan man gør, kommer de hurtigt med i spillet, og det ændrer sig derved til at jeg er ved siden af barnet, støtter dem, og er på lige fod med børnene. Da jeg efter et par spil trækker mig ud af legen, og går bagved barnet, og overlader feltet/rummet til dem, og de legede uden min deltagelse. Jeg synes det fungerede super godt, og børnene hyggede sig virkelig med spillet. Jeg fik dannede nogle gode relationer til børnene, og jeg kunne mærke de fik en følelse af, at her er nogle som gider, at spille og lege med dem, og varetage deres interesser. Det var tydeligt at se, da jeg gik helt væk fra spillet, blev de i tvivl om, at de måtte spille mere, når jeg ikke holdte ”øje med dem”. Men da jeg satte aktiviteten i gang igen, var med en enkelt gang, og gik væk fra aktiviteten igen, legede de videre uden nogle problemer. Mit mål ved dette var bl.a. også at vise dem, at vi stoler på dem, og at de kunne danne nogle gode relationer indbyrdes, og have en god oplevelse sammen. Jeg kan bruge dette her til meget, da jeg har fået styrket mine relationer til børnene, og fået opbygget et endnu stærkere tillidsbånd. Derved har jeg større mulighed på sigt, at kunne sætte mig ind i deres liv på gaden, og deres kultur, så jeg vil helt bestemt arbejde videre med den gode relation også. Jeg gik hjem med en følelse af, at vi virkelig havde givet drengene en god oplevelse, og at de havde en god dag.
Torsdag d. 21/8-2014
Observation:
De sidste 3 dage har jeg været på DSWD, som fungerer, som de sociale myndigheder i Filippinerne. Alle institutioner som er stats eget, bliver styret igennem DSWD. Derudover er det også DSWD, man kan gå til hvis man har nogle sociale problemer, eller hvis forældre vil have hjælp til at deres børn skal anbringes på et børnehjem, eller forældreløse børn, kan få hjælp hos DSWD. Da vi er en nyopstartet organisation i Filippinerne, skal vi have nogle forskellige godkendelser, hvis vi skal åbne vores eget børnehjem. Derfor tog jeg til DSWD for at forhøre mig hvilke registreringer vi skulle have, og hvordan og hvorledes vi skulle gøre. Alt i alt blev jeg henvist til 3 forskellige personer, som jeg alle fortalte hvilken organisation vi var, og hvilket arbejde vi havde tænkt os at udføre i Cebu City. Dog fik jeg ikke fat i den rette, og fik af vide, at jeg skulle vende tilbage næste dag, og snakke med en 4. person. Da jeg vender tilbage den næste dag, får jeg at vide at personen desværre ikke er mødt op på arbejde i dag, så jeg måtte vende tilbage den næste dag. Da jeg møder på DSWD om onsdagen, får jeg endelig fat i den rette person, mødet bliver desværre alt for kort, for da jeg har fortalt hende om vores situation, kunne hun slet ikke hjælpe os, da vi skal registreres som et firma på SEC kontoret (securuties and Exchange Commissions office), hvor alle firmaer og organisationer skal registreres, før at vi kunne gå til DSWD. Jeg tog derfor til SEC kontoret i dag, i håb om at vi kunne registreres som firma. Efter at have ventet 2 timer på at det blev min tur til at komme til i informationer, fik jeg en lang liste, som jeg blev bedt om at følge. Jeg stillede receptionisten et par spørgsmål, men det eneste svar jeg fik var, at jeg skulle bare følge listen, så enkelt var det.
Refleksion:
Da jeg ankom til DSWD den første dag, og snakkede med 3 forskellige personer, som alle fik fortalt fra bunden af hvilken organisation vi er og, hvor langt vi er i processen, kan det godt undre mig jeg ikke blev sendt til SEC kontoret noget før. Jeg føler lidt at det er spild de 3 dage, jeg har været ved DSWD, og fundet ud af hvordan jeg skulle starte, det kunne nogle af de mennesker godt have fortalt mig. Måske vidste de det ikke, men det undrer mig så også lidt, hvis ikke de ved, det burde de da efter min mening vide. Jeg har erfaret mig at ting tager tid hernede i Filippinerne, og de tager meget tingene som det kommer. Det er heller ikke altid medarbejderne møder op, selvom de egentlig skulle. Jeg fik af vide af hende jeg skulle snakke med, skulle være der på kontoret, da jeg kom om tirsdagen, men i stedet var hun ude i felten og arbejde. Der kunne de med fordel, være lidt bedre til at koordinere med hinanden, så de vidste hvor de forskellige personer var, og der ikke opstår forvirring. Da jeg endelig får henvendt mig det rigtige sted nemlig SEC kontoret, får jeg en liste på hvordan fremgangsmåden er. Listen ser en lille smule uoverskuelig ud, og da jeg spørger dem om et par spørgsmål, kan jeg godt se hun er ret så irriteret over at jeg gør det, og det virker, som om de bare skal have alle kunder igennem, og så er det lidt lige meget hvordan de bliver behandlet. Da jeg får nærstuderet listen lidt nærmere er jeg stadig meget forvirret hvad jeg skal gøre, og synes de virker ret så uoverskueligt, det virker til det er lidt sværere end jeg havde forventet. Som jeg står lige nu i den her situation, havde jeg ønsket jeg bare havde været i en institution, hvor alle registreringer var der, og man bare skulle fokusere på det pædagogiske arbejde.
Fredag d. 29/8-2014
Observation:
Efter jeg har fået listen på hvordan man skal SEC registreres finder jeg efter nogle dage ud af, at man skal lave en reservation af vores navn Filipino Street Kids, på deres hjemmeside. Jeg går dermed ind og laver en online registrering af vores navn, og følger brugsanvisningen derinde, som egentlig var lige til. Den efterfølgende dag om tirsdagen, tager jeg på SEC kontoret for at skulle betale for vores reservation, som skulle gøres inden for 5 dage. Da jeg ankommer til kontoret, går der igen omkring 2 timers tid, inden det bliver min tur i receptionen. Da jeg fortæller hende at jeg har reserveret navnet ”Filipino Street Kids”, kan hun ikke finde noget i systemet. Jeg har også et reservationsnummer, men på dette er der heller ikke noget held. Jeg bliver bedt om at gå til 2. sal, hvor de kunne hjælpe mig med at finde min reservation der. Heller ikke her kunne de finde min reservation, hverken på navnet eller nummeret, så jeg bliver bedt om at lave en ny reservation og komme tilbage igen. Jeg tager straks til vores kontor og laver en ny reservation, i håb om at det så vil kunne lykkedes. Efter det, tager jeg tilbage på SEC kontoret, og heldigvis er reservationen gået igennem, og jeg kan betale de 75 kr. det koster. Efter jeg har betalt skal jeg op og ha mit bevis på at jeg har betalt og nogle papirer som jeg skal udfylde. Sekretæren vil dig ikke godkende det, da hun skal have et bevis på at vi er et registreret firma i Danmark. Jeg forklarer hende at hjemme i Danmark er alt registreret online via et CVR nummer, og giver hende vores CVR nummer. Efter et stykke tid med diskussion frem og tilbage, ender det med jeg får mine papirer, og en opgave som jeg regnede med ville tage en time tog alt i alt lige pludselig 7 timer.
Refleksion:
Da jeg endelig fandt ud af hvad man skulle starte med, var jeg spændt på om jeg kunne få det til at lykkes. Da jeg kommer til SEC kontoret, var det en lille smule frustrerende at de ikke kunne finde vores reservation i deres system, da jeg havde fået et reservationsnummer og en kvittering på dette, vidste at den var gået igennem. Det tog en del længere tid end jeg havde regnet med, da jeg brugte hele dagen på det, men alligevel en dejlig følelse, at det endelig til sidst lykkedes mig at få reservationen i hus, selvom de ikke ville give mig kvitteringen i starten. Indtil videre i denne proces, har jeg fundet ud af, at det ikke er helt nemt, at skulle skaffe disse godkendelser. Vi kunne have sat en advokat på sagen, og få det ordnet for os, men det koster selvfølgelig nogle penge, som vi gerne skulle bruge på børnene i stedet. Samtidig vil jeg nu også hellere gøre det selv, så jeg får den erfaring med, hvordan man gør, når man skal have de forskellige godkendelser til at starte op inden for social work i Filippinerne. Under processen i dag, virkede det som om, at jeg var mere en belastning end de ville hjælpe mig, Dette undrer mig lidt, da det filippinske folkefærd normalt er noget af det flinkeste folkefærd, som jeg kender. Dette var dog kun det første step, og der er 3-4 mere der skal udføres før vi får vores godkendelse som firma, dette vil jeg arbejde videre med i næste uge.
Tirsdag d. 2/9-2014
Observation:
I dag har jeg arbejdet videre med vores SEC godkendelse, hvor jeg skulle i gang med step nummer 2. Jeg har fundet ud af jeg skal have fat i nogle papirer som skal udfyldes. Disse papirer skulle man kunne finde på nettet, men efter en times søgen, har jeg ikke kunne finde de papirer jeg skulle bruge. Derfor tog jeg til SEC kontoret endnu en gang, for at høre hvor jeg kunne finde de papirer jeg skal udfylde. Da jeg ankommer til SEC kontoret, finder jeg hurtigt ud af at man kan købe papirerne her (selvfølgelig efter noget ventetid). Jeg køber papirerne, og får en stak på omkring 100 papirer. Jeg spørger om hun kan lave en hurtig gennemgang af det vigtigste der skal udfyldes, men får blot et svar, at det må jeg selv finde ud af. Jeg vender tilbage til kontoret, og begynder at bladre alle papirerne igennem, og finder det ret så uoverskueligt. Jeg vender det med min chef, som heller ikke helt kan gennemskue de forskellige ting. Vi bliver enige om, at vi må vente med det, og få nogle til at hjælpe os.
Refleksion:
Efter at have brugt rigtig mange timer og energi på at få denne SEC godkendelse i hus, finder jeg det utroligt frustrerende, at jeg ikke fik godkendelsen. Jeg finder det utroligt frustrerende hele den proces jeg har været igennem med SEC kontoret, da jeg ikke føler der har været særligt meget hjælp at hente der. Jeg havde ikke forventet at det var så svært at få denne godkendelse i hus, men jeg er nu blevet klogere på, at det kræver en del arbejde, og vi bliver nødt til at have nogle personer indover, som har noget forstand på det. Hele processen har dog givet mig et indblik i hvor langsomt det går med at få registreret ting hernede, og at man bliver nødt til at få hjælp fra nogle som har forstand på det. Derudover har jeg også fundet ud af, at man skal have en filippiner med indover, når man skal registrere et firma i Filippinerne.
I den videre proces vil vi finde nogle personer, som kan hjælpe os med SEC registreringen. Jeg glæder mig til at komme i gang med det igen, da det skal lykkes os at få denne registrering, dette vil jeg finde ud af de næste par måneder.
Tirsdag d. 23/12-2014
I det område vi har vores drop in center (pier 3), har vi længe gået med nogle tanker om, at vi ville holde et feeding programme. Vi ved at disse familier kæmper en daglig kamp for at kunne skaffe mad hver dag, så de kan få stillet sulten. Jeg snakkede med en af mødrene i pier 3, og hun er ene og alene om at forsørge sin familie. Hun tjener 4000 pesos om måneden, hvilket svarer til lige under 600 kr. De 1000 pesos går til husleje, og for resten, skal hun få alle udgifter til at hænge sammen for 3000 pesos, det er en svær opgave!
Til at starte med havde vi planlagt at vi skulle lave et arrangement for drengene ude på CSYGC d. 23. December, men da der er sket rigtig mange aktiviteter ude på centret, blev vi enige om at vi kunne bruge vores ressourcer bedre. Vi gik derfor i gang med en indsamling, så vi kunne give mad til omkring 400 mennesker ude i pier 3. Vi vidste det ville blive noget af et projekt, men samtidig brænde vi også så meget for at give de her mennesker noget ekstra her til jul, og så troede vi på at det kunne lade sig gøre. Efter et par dage havde vi samlet nok penge ind, og vi var nu klar til at gå i gang med at lave vores feeding programme.
Da det ville blive for dyrt at skulle bestille maden udefra, havde vi besluttet os for at lave al maden selv. Vi havde købt ind for ca. 2000 kr., og her skulle der være mad til omkring 400 mennesker. Da vi aldrig har prøvet at lave mad til så mange før, var min kæreste så sød, at hjælpe os, og vi fik lov til at lave det hos hendes søster, hvor der var et par hjælpere som hjalp med at lave maden. De mødtes kl. 3 om morgenen, og gik i gang med at lave maden. Os studerende ankom ca. kl 8, og her havde de næsten allerede lavet det hele – Imponerende!
Vi gik i gang med at pakke det forskellige mad i nogle lunch boxes, og efter et stykke tid, havde vi pakket alle 400 madpakker og var nu parat til at gå i krig med at dele maden ud.
Jeg havde med nøje overvejet om jeg skulle fortælle familierne i pier 3, at vi kom denne dato, og fortælle tidspunktet også, men jeg var nervøs for, at det ville sprede sig til de nærliggende områder, så vi måske stod med 1000 mennesker, eller endda flere. Da vi ankommer til pier 3, opfatter familierne hurtigt, at vi har noget med til dem, og vi bliver omringet lynhurtigt af en masse mennesker. Heldigvis har vi en rigtig god relation til mange af mødrene derude, og de er gode til at være med til at organisere det. Vi ved ikke rigtigt hvor mange mennesker der florerer i dette område, så vores første prioritet, er at alle børnene får noget mad. For at få lidt struktur på det, får vi dem delt op i 2 linjer, så det er lidt mere overskueligt og dele maden ud. Da det er gadebørn vi har med at gøre ved vi, at de kæmper for overlevelse og de vil have så meget mad som overhovedet muligt. Derfor markerer vi et kryds med en sprit tus på deres ene hånd, så vi kan se de har fået, ellers har vi på ingen måde mad nok. Nogle af disse børn prøver at vaske deres kryds af hænderne, for at få noget mere, men det er også en ting vi er opmærksomme på og står og kigger efter. Nogle af dm prøver at gå to gange, men når vi siger til dem, at de har fået accepterer de det, og går væk igen. Der er rigtig mange børn og voksne, og i køen presser de på for at få noget mad. Heldigvis har vi nok mad med, og alle får noget at spise.
Jeg var en smule nervøs for dette arrangement, da jeg vidste at nogle af disse mennesker, vil gøre alt for at overleve, og få så meget mad som overhovedet muligt. Derfor er jeg enormt glad og stolt over, at vores feeding programme gik som planlagt, og uden problemer. Der var masser af smil, taknemmelighed og krammere, og de var så glade for, at vi kom med noget mad til dem. Mange af disse børn vil helst glemme julen, da de har mange dårlige oplevelser omkring julen. Det at kunne være med til at gøre deres jul lidt bedre, er en fantastisk følelse.
Torsdag d. 27/11-2014:
Vi har nu arbejdet i nogle måneder i området pier 3. Fra start af har jeg vidst at det er et omfattende projekt vi er gået i gang med. Vi havde meget få oplysninger om området, da vi startede, men vi vidste der var behov for pædagogisk hjælp derude. Det har vist sig, at der har været mange flere gadebørn i dette område end jeg havde regnet med. Mange af disse børn er underernæret, har meget dårlig hygiejne, og mange af dem har heller ikke noget tøj. Mange af disse familier lever langt under fattigdoms grænsen, og derfor sender mange af familierne deres børn ud for at arbejde eller tigge om penge. I en alder helt ned til 4-5 års alderen ser man børn gøre disse ting, og det er jo forfærdeligt at se på. Jeg har hurtigt fundet ud af, at det er umuligt at redde alle disse familier, der er så mange og deres fattigdom er så stor, så fra Filipino Street Kids side, kan det simpelthen ikke lade sig gøre. Det vi derimod kan gøre for disse børn, er at give muligheden for børnene til at være børn. Børn i 4-5 års alderen skal ikke lave hårdt fysisk arbejde, gå alene ude på store hovedveje og tigge om penge, arbejde hårdt i hjemmet med daglige pligter. Dette er en typisk dagligdag for disse børn, hvor deres forældre tvinger dem til, at gøre alle disse ting. Det vi kan gøre for disse børn det er at få stimuleret nogle af deres sanser, få puttet nogle gode oplevelser ned i deres habitus, få udfordret deres kreative evne ved forskellige aktiviteter og lege. Vi kan grine og have det sjovt med dem, så de glemmer nogle af fortidens og dagligdagens problemer. Selvom vi ikke kan redde dem, så tror jeg på, at det er utroligt vigtigt vi er her for de her børn, og vi er med til at give dem noget positivt i deres liv. Det er derved også utroligt vigtigt for os, at vi kan holde den professionelle afstand til børnene, da vi ikke er her for evigt for dem. Dette har også været utroligt svært, da man har lyst til at tage dem alle sammen med sig, og give dem et trygt hjem og mad 3 gange om dagen. Man får en utrolig stor medfølelse for de her børn ret så hurtigt, men virkeligheden er vi ikke kan redde dem, men vi kan gøre en forskel i deres dagligdag.
Disse familier får en del børn, i gennemsnit 4-6 børn. Det er ufatteligt svært, men dog ikke umuligt at bryde den sociale arv. Jeg har snakket med mange af forældrene, og de tror ved at få en masse børn, så kan de tjene penge og forsørge familien. Men hvordan skal de kunne gøre det, når der ikke er råd til, at de kan få en uddannelse? Hvordan skal de kunne få sig et godt arbejde, så de kan forsørge deres familie uden en uddannelse? For mig at se er det umuligt. De er afhængige af, at der er nogle mennesker som kommer ind og hjælper dem økonomisk, og kan betale for børnenes uddannelse, det sker i nogle tilfælde men de er meget sjældne.
Når jeg har arbejdet i pier 3, har jeg lagt stor vægt på at benytte mig af de 3 læringsrum. Dette har hjulpet mig utroligt meget i mit arbejde med gadebørn, og noget jeg vil lægge stor vægt på fremover. Børnene har til tider været meget generte og forsigtige når vi skulle lave en leg eller aktivitet, som de ikke kender. Ved at starte med at gå foran barnet, og vise dem hvordan man laver aktiviteten, kommer der stille og roligt flere og flere med, og de begynder at føle sig trygge i legen. Derudover har det også været vigtigt at få sat nogle tydelige rammer, og få forklaret dem nogle af de sociale spilleregler, så der er klare retningslinjer, om hvordan vi leger og behandler hinanden i dette rum. En gang imellem når vi er ankommet til pier 3, leger nogle af børnene de lege, som vi har lært og leget med dem, og dermed kan vi være bagved barnet, da de selv kan lege legen nu, og det har i den grad været fantastisk at se.
Vores profession gør, at vi har mulighed for, at hjælpe disse familier med at kunne opdrage på deres børn. Mange af disse familier har ikke kendskab til hvad børnenes behov er. Her har jeg taget udgangspunkt i Maslows behovspyramide, hvor de forskellige behov skal dækkes. Det første behov der skal dækkes er de fysiske behov, og allerede her har familierne svært ved få deres børn dækket ved dette behov. Vi som pædagog studerende skal gå ind og hjælpe med at rådføre disse familier, hvad der er godt og dårligt for børnene, selvfølgelig er det en helt anden kultur, men vi skylder dem at gøre et forsøg. Børn skal have love til at være børn, deres sanser skal stimuleres. Mange af børnene er vågne langt ud til om natten, de har brug for deres søvn. Vi skal anerkende børnene, når de har gjort noget godt, og give dem nogle succes oplevelser. Dette er blot nogle af de ting, som vi skal være med til at give nogle redskaber til disse forældre.