Pier 3 er det område, hvor Filipino Street Kids har deres eget drop in center. Vi arbejder med rigtig mange gadebørn, og disse børn har ikke særlig mange ting at gøre godt med, nogle af de helt små børn, render endda nøgne rundt, da de ikke har råd til tøj.
I dette område florerer der omkring 200 gadebørn, og det er ufatteligt meget hvis man tænker på, at det nærmest er en lille landsby, som de bor i.
Når os studerende kommer om dagen, og er sammen med børnene, og laver nogle aktiviteter for dem, så har vi en lille plads lige ved siden af hovedvejen, og ved siden af nogle af de små ”skur huse”, der ligger på vejen. Til at starte med undrede vi os over hvor alle de børn kom fra, for der kunne umuligt bo så mange familier på den vej, som vi arbejder på. Vi fik lavet lidt research og fik af vide, at ind imellem nogle af bygningerne, der var der en form for en ” lille landsby”, hvor de fleste af familierne bor. Vi blev tilbudt at få en rundvisning, og vi takkede selvfølgelig ja tak til dette, da vi synes det kunne være spændende at se hvordan de boede. Derudover er det også vigtigt for os, at se de vilkår de lever under, så vi bedre kan sætte os ind i den situation, som børnene er i.
Vi går ind af en meget smal sti, og ser hurtigt nogle af de huse, som ligger i landsbyen. Husene er ikke særlig store, og man skal hele tiden gå lidt foroverbøjet, for ikke at få en på hovedet. De huse vi passerer, er så gamle og forfaldne, at der ikke skal et særligt stort vindpust før, at det hele falder til jorden. Når man kigger ind i nogle af husene, er der stort set ingenting derinde, andet end en masse familie medlemmer. Der er en masse huller i væggene, som typisk er lavet ud af træ, huller i taget, og der er enormt beskidt i alle huse. Når man går rundt i de små stier, ser man en masse kvinder, som vasker deres tøj i hænderne, derudover har de også et lille arbejde, hvor de vasker tøj for nogle forskellige personer, og derved kan tjene lidt ekstra penge. Der ligger små gadekøkkener rundt omkring, hvor man kan få noget at spise for meget billige penge, jeg prøvede det dog ikke, da det ikke så særligt indbydende ud, og min mave kunne nok heller ikke kunne have klaret det! Derudover er der også en meget speciel lugt, som bestemt ikke er særlig god. Der flyder med affald over alt, og man får hurtigt en fornemmelse hvordan dælen kan man bo her. Disse mennesker har typisk boet der hele deres liv, og har ikke været vant til andet, de er så fattige, at de ikke har andre muligheder.
Igen må jeg sige, at jeg er så imponeret over at disse mennesker har så lidt, men de har den største gæstfrihed, venlighed og imødekommenhed jeg nogensinde har mødt!
I dette område florerer der omkring 200 gadebørn, og det er ufatteligt meget hvis man tænker på, at det nærmest er en lille landsby, som de bor i.
Når os studerende kommer om dagen, og er sammen med børnene, og laver nogle aktiviteter for dem, så har vi en lille plads lige ved siden af hovedvejen, og ved siden af nogle af de små ”skur huse”, der ligger på vejen. Til at starte med undrede vi os over hvor alle de børn kom fra, for der kunne umuligt bo så mange familier på den vej, som vi arbejder på. Vi fik lavet lidt research og fik af vide, at ind imellem nogle af bygningerne, der var der en form for en ” lille landsby”, hvor de fleste af familierne bor. Vi blev tilbudt at få en rundvisning, og vi takkede selvfølgelig ja tak til dette, da vi synes det kunne være spændende at se hvordan de boede. Derudover er det også vigtigt for os, at se de vilkår de lever under, så vi bedre kan sætte os ind i den situation, som børnene er i.
Vi går ind af en meget smal sti, og ser hurtigt nogle af de huse, som ligger i landsbyen. Husene er ikke særlig store, og man skal hele tiden gå lidt foroverbøjet, for ikke at få en på hovedet. De huse vi passerer, er så gamle og forfaldne, at der ikke skal et særligt stort vindpust før, at det hele falder til jorden. Når man kigger ind i nogle af husene, er der stort set ingenting derinde, andet end en masse familie medlemmer. Der er en masse huller i væggene, som typisk er lavet ud af træ, huller i taget, og der er enormt beskidt i alle huse. Når man går rundt i de små stier, ser man en masse kvinder, som vasker deres tøj i hænderne, derudover har de også et lille arbejde, hvor de vasker tøj for nogle forskellige personer, og derved kan tjene lidt ekstra penge. Der ligger små gadekøkkener rundt omkring, hvor man kan få noget at spise for meget billige penge, jeg prøvede det dog ikke, da det ikke så særligt indbydende ud, og min mave kunne nok heller ikke kunne have klaret det! Derudover er der også en meget speciel lugt, som bestemt ikke er særlig god. Der flyder med affald over alt, og man får hurtigt en fornemmelse hvordan dælen kan man bo her. Disse mennesker har typisk boet der hele deres liv, og har ikke været vant til andet, de er så fattige, at de ikke har andre muligheder.
Igen må jeg sige, at jeg er så imponeret over at disse mennesker har så lidt, men de har den største gæstfrihed, venlighed og imødekommenhed jeg nogensinde har mødt!